onsdag D. 19. kl. 0400. ud af sengen, det er faktisk så tidligt at jeg slet ikke troede at jeg var gået i seng, grunden til min tidlige opståen var at jeg havde et håb, om at nå til Fyn for at besøge et firma , for derefter at køre til jylland, og besøge et andet firma, og så stadig nå hjem til Heidi's lækre aftensmad.
men hvad bliver man mødt af, 5cm. sne på vejen, det er ikke fordi at jeg ikke kan lide sne tværtimod jeg elsker sne, ja jeg tager jo faktisk på friluftsture med overnatninger om vinteren, men det er ikke så fedt med sen når man har planlagt at skulle køre til Fyn og jylland.
nå men ud i bilen og afsted. det går jo meget godt, men det skulle det jo også i min ret store 4x4.
ringvejen nåes uden den store dramatik.
efter vejarbejdet hedder den 110 men jeg kører omkring 90 i en pænt ryttet midterbane,jeg bliver så overhalet af en stor kassevogn i yderbanen og han kører stærkt og der er en del sne i yderbanen.
ca 100m. foran mig snurre han rundt hold kæft et chok han har jeg ikke lyst til at ramme så jeg bremser,OG HVAD SKER DER SÅ!!!!!!!.
jeg begynder at skride ud, og bilen begynder at skride med fromten lige mod autoværnet, min hurtige tanke er, DEN SKAL IKKE RAMME AUTOVÆRNET, MED FRONTEN SÅ VÆLTER DEN.
jeg når at dreje den kontra så den rammer autoværnet med bagenden, og den begynder så at skride over mod nødsporet.
drejer den rundt om sig selv, eller skred den bare skrot hen over vejen, det har jeg lidt svært ved at svare på det gik meget meget stærkt, det jeg kan huske af det split sekundt er at jeg tænkte.
DET HER GÅR HELT GALT, FOR HELVEDE MINE BØRN.
så blev alt stille.
bilen holdt i tomgang, og jeg prøvede at bevæge mig, alt ok, et kig ned på instrumentbræt ingen advarselslamper lyste ingen røg.
jeg stiger ud af bilen, og der er en der er holdt ind til siden ved siden af mig.
ER DU OK?
det var jeg.
kassevognen foran mig holder stadig på vejen, jeg kan se ham der kører den han står og kigger ned mod os, han stiger ind og kører, først blev jeg sur over det, men det var jo 2 soloulykker, og han kunne jo se at jeg stod ud og stadig kunne stå op.
forsikrings mæssigt, er det jo også min egen kasko der skal betale, ingen har jo ramt hinanden.
nå men så stod jeg der, ved et utroligt held så er bilen skredet ind mellem nogle små træer, og nogle store bunker flis, fra de store træer der heldigvis ikke var der mere.
ham der havde stoppet ved siden af mig spurgte om jeg kunne få bilen ud, det mente jeg.
ind i bilen ned i 4lav. og ud det kom den.den havde fået nogle buler bag på, en lille en foran, et smadret blinklys bagpå, og bagsmækken var også blevet bulet af træerne.
der var heldigvis næsten ingen biler på vejen.
ham der stoppede kørte igen, og så stod jeg der.
jeg kiggede ind under bilen ingen knækkede bremserør eller utæt køler, og intet der dryppede,
jeg bakkede lidt frem og tilbage, ja og den bremsede også som den skulle.
jeg rystede lidt, men hvem ville ikke gøre det efter at have kørt galt med næsten 100 km. i timen.
jeg overvejede mine muligheder, og nåede frem til at jeg lige så godt kunne fortsætte, så det gjorde jeg.
på det tidspunkt syndtes jeg næsten at det værste var at det morgenmad jeg havde liggende, var blevet spredt i hele bilen, det var rigtig irriterende
jeg stoppede et par gange på vej til Fyn og kiggede om alt var ok, det var det.
da jeg kom til Fyn kørte jeg bilen ind på et dæk center og fik dem til at tage hjulene af og skifte ventiler og rense fælge, den ene fælg foran havde fået et slag, ikke noget alvorligt.
jeg var også i jylland.
det var først da jeg kom hjem at jeg fortalte Heidi at jeg var kørt galt, der var ingen grund til at hun skulle være bekymret hele dage over noget hun alligevel ikke kunne gøre noget ved.
men jeg må indrømme at lige meget hvor sej eller hård man tror man er så, bliver man meget ydmyg over af at man har fået lov til at se solen stå op endnu en gang, og jeg går rundt med en følelse af at der var en der holdt hånden over mig i det øjeblik da jeg kørte galt, mest fordi at da jeg kørte retur om aftenen så var det sted jeg kørte galt, det eneste sted, hvor der ikke var autoværn i rabatten, eller store træer, eller en stejl skrænt.
jeg har bare været så svine heldig, og det er jeg også meget ydmyg over for.
Heidi tog til møde om aftenen, jeg sagde til hende at hun bare skulle tage til mødet.
jeg faldt meget hurtigt i søvn, efter at jeg havde lagt Julie i seng.
der gik et par dage,hvor jeg gik rundt og var lidt rystet.
jeg er jo selvfølgelig stadig mærket af det, og har taget en del ting op til efterretning.
men op på hesten, det hele er jo ok, man skal lære af sine fejl, ikke gå i stå af dem.

ja så fik jeg også lavet en blog,om jeg kommer til at skrive særligt meget på den det må tiden vise, men nu har jeg den.